Helt fra journalist Peer Kaae var en lille knægt, der besøgte mormor og morfar på Åboulevarden, har historien om dobbeltmordet i lejligheden på 3. sal på Peter Bangs Vej 74 bidt sig fast i ham.

Først som en hårrejsende gyser, som bedsteforældrene fortalte, så i folkeskolen hvor han opsøger skolebibliotekaren for at få mere at vide om mordgåden.

I 2010 udgav han krimi-dokumentaren ’Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej’ og troede, at han havde skrevet den sidste linje om det gamle mysterium. Men i går udkom så ’Dobbeltmordet - Sagen genoptaget’.

Vi møder Peer Kaae på Peter Bangs Vej 74, hvor han fortæller om den seneste udvikling.

»Jeg har gravet i arkiverne i årevis, talt med utallige personer og pludselig ud af det blå efter den første bog modtog jeg med posten en brun kuvert, der var fundet bagerst i en kommode. Hemmeligt stemplet materiale og en dagbog fra en af de centrale personer i den daværende efterforskning, fik jeg tilsendt - og sidst men ikke mindst var der vidner, som for første gang fortalte om deres oplevelser dens skæbnesvangre aften i februar 1948,« fortæller han.

For første gang er det efter hans vurdering lykkedes at tilføre sagen et realistisk motiv, der realistisk kan forklare for det grumme dobbeltmord.

»Det handler om penge, masser af penge. Handler til millioner af kroner i efterkrigstidens vareknappe år,« forklarer Peer Kaae.

Vilhelm Jacobsen var betroet medarbejder hos handelsfirmaet Carl Holten, der stod for kontakten til handelsministeriet for en gruppe af virksomheder. Som minister sad en nytiltrådt Jens Otto Krag, der gerne vil have mere skub i tingene og sørge for, at handlen med udlandet, valuta og varer til Danmark ikke blev unødigt forsinket.

I det spillerum var der basis for profithungrende forretningsfolk, der ikke alle var lige fine i kanten. Det blev skæbnesvangert for ægteparret på Peter Bangs Vej - og så skal vi vel ikke afsløre hele handlingen i bogen, der ikke bør læses af sarte sjæle. Den rummer både stærke fotos, hvoraf nogle ikke har været offentliggjort før og en medrivende skildring af tiden efter krigen.

»Jeg håber, at jeg kan medvirke til at genoprette det stakkels Jacobsen-ægtepars omdømme, de er blevet hængt ud som alt muligt, og det er efter min mening helt urimeligt.«